Det hele startede for over tyve år siden. Dengang Ford Sierra, Mazda 626 og Opel Vectra var nogle af de mest almindelige biler på vejene. Dengang gik en ganske ung dreng rundt med sine nye briller og kiggede på biler. Han betragtede dem med en intensitet, som ikke kun lærte ham at kende fælgene fra en Nissan Micra fra dem på en Hyundai Accent, det lærte ham også at læse. For når han gik tæt på den føromtalte Ford Sierra og indså, at mærket bestod af hvid skråskrift, måtte han spørge de ældre til hjælp. Sådan lærte han at koble ordenes lyde med de tegn, han så på bilernes emblemer, og lige siden har bilverdenen holdt ham beskæftiget i adskillige henseender. Drengen der berettes om, er mig, Odenseaneren Mads Bordinggaard. 

Siden jeg efter andet forsøg til køreprøven fik mit kørekort, har jeg ikke siddet stille. Efter en intens og årelang renden i hælene på den lokale bilforhandler i byen Taulov, hvor jeg voksede op, var jeg rustet til at begynde at handle med mine egne biler - den første var en Audi 100 fra 1992 med seks cylindre og et utæt soltag. Mange handler og et kig ind bag universitetets høje mure senere, så jeg mig pludselig om. Der sad jeg begravet i litteratur af forfattere lige fra Oehlenschläger til Rifbjerg, og vidst var jeg underholdt, men jeg brændte for noget andet. Noget, jeg ikke kunne finde i bøgerne. Lige siden de allertidligste teenageår, har jeg taget billeder. Interessen for det gode billede vaktes i mig, da jeg forsøgte at tage lokkende salgsbilleder af både biler og meget andet, som jeg sammen med min kammerat solgte på kommission i vores sene folkeskoleår. 
Senere fandt jeg også kærligheden. Og skæbnen, om man vil det, fulgte med. Den kvinde jeg forelskede mig i, arbejdede som selvstændig influencer, og var netop på udkig efter en fotokyndig assistent. To og et halvt senere er vi stadig en solid duo med det gode Canon EOS R som vores erhvervsmæssige omdrejningspunkt. Men selvom arbejdet med fotos til marketingbranchen optog fotografen i mig, kunne jeg mærke, at det stadigvæk var bilerne, der interesserede mig mest. Jeg fik lyst til at kombinere fotografiet med bilen. Det har jeg nu handlet på, og i dag er jeg fotograf i egen beskæftigelse under navnet Shoot My Car. Og jeg kommer til på et tidspunkt, hvor efterspørgslen efter bilfotografer aldrig har været større. 
De sociale medier fylder enormt meget, både for den enkelte person, men også for rigtig mange virksomheder. Markedsføring sker gennem platforme som Instagram og Facebook, og potentialet for at virksomheder kan nå ud til en endnu større målgruppe er enormt. Det er det, jeg har reageret på. Men jeg ved også, at med så mange billeder i omløb, hvor vigtigt det er at skille sig ud. Og hvordan gør man det? Selv har jeg en klar idé om, at min livslange passion og interesse for biler har gjort mig både kræsen og kyndig nok til at vurdere, hvordan de fleste biler gør sig bedst ud. Jeg har fotograferet PCCD-medlem Gert Ullerlunds Porsche 911 fra 1974, og det er en proces, jeg virkelig har nydt. Detaljegraden og linjerne på ældre biler som den, er sjove at finde og prøve at komplimentere bedst muligt i billederne. Men jeg holder også af at fotografere nyere biler. Faktisk er mit mål at komme til at fotografere så mange forskellige biler som muligt. Jeg har ikke kun én yndlingsbil, men måske snarere én yndlingsbil til hvert formål – eller stadie i livet måske.​​​​​​​
Så det er ikke kun Porscher, jeg fotograferer. Jeg håber at blive den, der bliver ringet op, når der skal tages bilrelaterede billeder, både af private, men også af fx bilhuse eller andre virksomheder med vognparker. Det betyder blandt andet, at jeg ofte er på besøg hos bilhuse rundt omkring i landet for at vise mine billeder frem. Med sans for detaljen, både for billedet, men også for den enkelte bil, håber jeg på at forhandlerne kan se, at gode billeder betyder noget. 
Den ensartethed og det unikke udtryk en hjemmeside kan få, ved at den samme fotograf har taget billederne af både forretningen, personalet, og ikke mindst bilerne til salg, gør en kæmpe forskel for kundeoplevelsen på forretningens hjemmeside. Jeg kan se, at der er mange forhandlere som godt ved, at billeder er vigtige, og derfor har investeret i enten den ene eller den anden form for udstyr. Men deres billeder på enten Instagram, Facebook eller deres hjemmeside giver desværre en fornemmelse af, at de mangler den nødvendige interesse og kunnen. Det er det hul, jeg håber at kunne udfylde.
beem me up, scotty!