Én undtagelse der gjorde det okay at sige FUCK GRETA
Onsdag morgen og morgenmaden er kun lige sunket. Så holder mit lift der. En Audi A8 4,2 V8 TDI og en ejermand der er stolt af sin bil. Han ved, hvad den kan. Han ved, det er på Autobahn han må. Vi skal til bilmesse i Frankfurt, og hvad jeg ikke ved, er at vi kun skal stoppe én gang på hele turen. For at tanke dieselolie. Mad og toiletbesøg må vente. Vi har egentlig ikke travlt, men vi har et ærinde.
Bilerne er vores største fælles mødested, og indtil videre er den føromtalte Audi den eneste vi har haft med at gøre. Så den får lov, når fartgrænserne tillader det. Men alligevel. Uanset hvad vi gør og hvor hurtigt vi gør det, skal vi sidde i bilen i mellem syv og otte timer. Bilen er bred, men alligevel sidder vi kun med cirka 40 centimeters mellemrum mellem vores skuldre. Så det eneste vi kan gøre er at snakke. Om alt og om ingenting. Styrke det bånd der har bragt os ned i massagesæderne og sydpå ad motorvejen.
Vi kører i en bil som kan køre 15 km/l. Hvis man vil det. Vi kører i en bil der kun tager fem minutter at tanke. Vi kører i en bil, som, hvis man vil det, kan gøre en køretur sjov. Sjovere end i mange andre biler. Vi beslutter, at vi ikke vil bruge unødvendig meget tid på at tanke, og at vi gerne vil have det sjovt. Altså vælger vi de 15 km/l fra og bytter dem ud med syv-otte km/l i stedet. Det er vores prioritering. Ikke fordi vi demonstrativt går i en retning, men fordi vi skal ud onsdag og hjem torsdag. Og fordi vi kan.
På messen i Frankfurt er der biler i massevis. Også mange af dem, der tager lang tid at tanke. Eller lade, om man vil. Vi ved godt, min kammerat og jeg, at vores fravalg af de 15 km/l er et upopulært valg. Vi ved godt, at vores argumenter er små mod dem, vi ville få fra eksempelvis Fridays For Future og dennes tilhængere. Men når vi klokken 01:00 fredag nat holder hjemme i Danmark, er vi enige om én ting, min kammerat og jeg: vi havde ikke været hjemme til at kunne møde på arbejde næste morgen, hvis vi havde valgt at køre 15 km/l fremfor de syv.
Og hvis vi havde fløjet, havde vi sikkert nået det hele. Men vi havde stået endnu dårligere i FFF’s øjne, og vi havde ikke haft det samvær, de 40 centimeter fra skulder til skulder i syv timer i træk giver. Så denne gang, denne ene gang, kunne jeg faktisk godt, uden at have dårlig smag i munden, stemme i det kor som en Porsche-ejer i p-kælderen under hotellet sang i
Back to Top