Fiat Panda
en bil for dem der synes der er vigtigere ting i livet end at eje en fed bil
Hvor skal man starte, og hvor skal man slutte? Står valget mellem en spritny Citroën C4 Cactus eller en aldrende Fiat Panda, så er det klart at man ville vælge Fiat Panda. Alene på grund af muligheden for at rulle vinduerne ned på bagsædet, stikker Fiat Panda af fra Cactus allerede inden starten er gået. Men hvorfor overhovedet vælge Fiat Panda i det hele taget?
​​​​​​​Jo nyere, jo bedre
Fra et forbrugermæssigt perspektiv, og det er der vi starter, er Fiat Panda yderst fornuftig. Især hvis du vælger en af de nyere modeller, hvor den grønne ejerafgift er så lav, at det faktisk ér billigere at eje en Panda, end det er at tage bussen. Eller toget for den sags skyld. Men så er det også billigere at eje en Dodge RAM. Men hvor RAM’en kører 6,5 km/l er den lille Panda oppe på hele 18 km/l, og hvem er ikke vild med sådan en brændstoføkonomi? Den er altså ikke helt ueffen, den lille italiener. Eller, italiener og italiener. Jo, hvis man ignorerer det faktum, at de godt to millioner Fiat Panda model 169 der er blevet fremstillet, ALLE er lavet i Polen, så er den da italiensk.  Men det er jo ikke det, der betyder noget, når man vælger at købe en Fiat Panda. Det er heller ikke kørekomfort, sjov, æstetik eller anseelse der får en til at købe en Fiat Panda. Det er mest af alt fornuft, men i lige så høj grad fordi man som Fiat Panda-ejer synes, at der er andre og vigtigere ting i livet end at køre i en fed bil.
Ergo: ejer man en Fiat Panda, kører man ikke særlig mange kilometer om året. Men til de 5, 10 eller 15.000 kilometer det måske løber op i, er der i dén grad de fornødenheder, man har allermest brug for. Men inden du skynder dig ind på BilBasen, DBA, GulOgGratis eller Autouncle og leder efter din nye øko-racer, så lad mig lige give dig lidt mere info om Fiat Panda og dens overraskende interessante historie.  
Fiat Panda model 169, som er den model vi ser på vejene i dag, blev lanceret i år 2003. Men Fiat Panda stammer helt tilbage fra 1980, hvor den så lidt mere kantet og primitiv ud. Dengang blev den produceret i Italien, og designet var ud af hånden på selveste Giorgetto Giugiaro fra Italdesign. Og hvad er Italdesign, tænker du nok? Det er en af tidens største bildesignhuse, og du kan læse om nogle af deres designs her på BILSKRIVERI. Italdesign og Giugiaro lagde vægt på netop praktikalitet og det faktum at Panda skulle være billig, både at købe og vedligeholde. Det betød at Fiat Panda arvede drivlinje og undervogn fra den populære Fiat 126. Giorgetto Giugiaro sammenlignede Fiat Panda med et par cowboybukser, fordi han mente de to var lige praktiske. Bilen skulle, sagde han, hidkalde associationer til militærmateriel såsom helikoptere, som var rationelle maskiner bygget til ét simpelt formål.

James May køber Fiat Panda
Den gamle Fiat Panda fik sidenhen flere facelifts, blev bygget om til både lave og høje varevogne. Der blev sågar bygget en 4x4 version af modellen, som i bedste offroad-stil benyttede bladfjedre og permanent firhjulstræk. I 2003 kom så den nye model af Fiat Panda. Produktionen var blevet flyttet til Polen og sikkerheden, praktikaliteten og udseendet var alt sammen løftet til det bedre. Som standard i Danmark havde alle Fiat Panda servostyring, ABS-bremser, airbags, fem seler og elruder foran. Var du lidt mere udstyrstørstig købte du en Dynamic-udstyrspakken som havde tagræling, CD-afspiller, fire airbags, klimaanlæg og, sidst men ikke mindst, soltag der kunne åbnes helt op!
Fiat havde altså en plan med deres Panda. Nok skulle den være billig, men den skulle alligevel være så sjov som mulig at køre i, når det nu skulle være. Det gav dem prisen for Årets Bil i Europa i 2004, og i 2006 vurderede Top Gear, at Fiat Panda var den sjette mest praktiske, pålidelige og prisfornuftige bil på markedet. Faktisk endte det med at James May, en af Top Gear-showets værter, gik ud og købte sig en Fiat Panda. Og selvom Fiat Panda måske slår mange som værende en kedelig og ligegyldig bil, har Fiat faktisk været meget ambitiøse med deres Panda-projekt. Deres model 169 er sidenhen lavet i utallige udstyrs- og modeludgaver heriblandt to biler som blev modificeret til og deltog i Dakar-rallyet i år 2007.

Fra 13 sekunder til 9,5 sekunder
Fiat PanDAKAR blev de kaldt, og de var selvfølgelig baseret på en 4x4-model med et aktivt firhjulstræk. De blev drevet af en 105 HK stærk dieselmotor påmonteret en 6-trins manuel gearkasse. Bagsæderne var fjernet for at gøre plads til kørernes udstyr såsom skovle, aluminiumslæder, vandtank osv. Ingen af de to PanDAKAR-biler nåede dog længere end til fjerde etape af rallyet, men bare det at Fiat prøvede, er en fed historie. Fiat PanDAKAR blev heller aldrig tilgængelig på markedet. Men det gjorde Fiat Panda 100 HP, som , jævnfør navnet, yder 100 hestekræfter. Motoren var en 1,4 liters FIRE benzinmotor. FIRE står for Fully Integrated Robotized Engine hvilket var en ny serie af Fiat-motorer, som blev lavet af robotter for at reducere udgifterne. Fiat Panda 100 HP blev udstyret med modificerede kofangere, alufælge og skivebremse både på forhjul og baghjul. Den blev ydermere leveret med en strammere undervogn som gjorde kørslen mere fast og sporty. What’s not to like?! Prikken over i’et var de tonede ruder og den sjove 6-trins manuelle gearkasse. Så var man klar til gaderæs mod Suzuki Swift eller Renault Clio. 0-100 tiden blev i Fiat Panda 100 HP nemlig reduceret fra ca. 13 sekunder til kun 9,5 sekunder.
Men de Fiat Panda-modeller vi ser flest af er ligesom den på billedet øverst: en 1,2 liters, 60 hestes, fem-dørs hatchbacklignende vogn. Den er endnu engang blevet relanceret. Det skete i 2011, hvor produktionen atter engang blev rykket, denne gang tilbage til Italien. Designet er der ikke rokket meget ved, men motorerne er til gengæld nye. De fleste og mest populære modeller drives af en 2-cylindret motor som udleder helt ned til 99 gram Co2 per kørt kilometer. Fiat har heldigvis bibeholdt muligheden for at købe en firhjulstrukket udstyrsmodel, men 100 HP-versionen er forbeholdt model 169. Det vil sige, at 0-100 tiderne befinder sig langt over 10 sekunder, og morskaben, muligheden for at skille sig ud og den smule æstetik der var, er væk igen. Der er hidtil produceret og solgt på plussiden af 7,5 millioner Fiat Panda på verdensplan.

Fiat Panda 100hp - foto: HOT HATCH

Fiat Pandakar fra Dakar-rallyet 2007 - foto: Top Speed

Back to Top