Gammelt men godt
Et kig gennem internettets bilannoncer kan bringe en vidt omkring. Sådan faldt jeg over mit seneste køb: en Honda CR-V 2.0 RVSI fra år 2000. Modellen er en SE, som blandt andet inkluderer: indfarvede kofangere; dørlister, sidespejle og dørhåndtag; indfarvet, hård reservehjulsholder på bagdøren; tonede ruder i bag og tagræling. Faktisk mangler den bare et navigationssystem og et soltag for at være fuldt udstyret som ’’Sport’’ modellen. Efter at have spottet denne sølvgrå CR-V til 23.000 på DBA.dk, kunne jeg ikke få den ud af hovedet. Jeg måtte eje den, på trods af dens ringe benzinøkonomi og deraf høje grøn ejerafgift. For på trods af dens ufornuftigheder, er den faktisk ikke helt umoderne endda.
Honda CR-V er siden første generation i 1996 lanceret på ny hele fire gange, senest i 2017. Meget er sket siden, og en af de mest synlige forandringer, finder vi på det marked der i dag omringer de fem generationer af Honda CR-V. De fleste danskere er i de seneste år blevet bekendt med ordet SUV. Sports Utility Vehicle. Altså et sporty, brugbart køretøj. Ikke en betegnelse der i sig selv har noget at gøre med de fleste bilmærkers ’’store’’ barn. Men en SUV er lige netop denne her lidt høje, muskuløse og rummelige bil, som, modsat en stationcar, gerne vil gøre væsen af sig selv.
Nogle bilmærker tilbyder SUV’er i alle størrelser, så der er til enhver smag. Og pengepung. Det ser vi blandt andet hos BMW med deres X-modeller som strækker sig fra X1-X7, og hos Audis Q-program, som i samme stil strækker sig fra Q2-Q8, lige med undtagelse af Q4 som endnu ikke er på markedet. Hos Honda har man holdt sig til to Sports Utility Vehicles: CR-V og HR-V. Forkortelserne står for henholdsvis Comfortable Runabout Vehicle og Hi-rider Revolutionary Vehicle. Størrelsesmæssigt befinder vi os et sted i nærheden af Audi Q3 og Q5, med CR-V som den største model.​​​​​​​
Men længe inden Audi havde overvejet deres Q-program, lanceredes altså Honda CR-V. Den ramte ind i et marked hvor Toyota Land Cruiser var den mest respekterede off-roader på vejene (og  skovstierne), men hvor Suzuki Vitara og Toyota Rav4 egentligt var de nærmeste konkurrenter. Sammen med Honda CR-V befandt de sig nemlig alle tre i entry-segmentet til den ’’rigtige’’ off-road klasse. De skulle altså overtale de bilkøbere, som ikke nødvendigvis havde et landbrug, en hestetrailer eller en stor speedbåd om, at det godt kunne være tjekket at have høj indstigning.
Det lykkedes tilsyneladende for Honda, som med CR-V overgik salget af Toyota Land Cruiser i netop år 2000. Dette var dog i Australien. At Honda CR-V var sådan en kæmpe succes dengang, er slet ikke så mærkeligt – heller ikke i dag. Svaret herpå skal findes i de køreegenskaber og muligheder, første generation af CR-V stadig bærer med stolthed.
Komforten er nem at føle, når man først stiger op i førersædet. Et pilotsæde med armlæn samt indstillinger til lænd, ryg og ben. Her er mulighed for at indstille rattet i den ønskede position, og inden man gør det, sætte sin kaffekop fra sig i den sammenklappelige kopholder imellem sæderne. Ved siden af førersædet er endnu et pilotsæde til passageren. Frihøjden i CR-V har elimineret nødvendigheden af en kardantunnel som sammen med automatgearvælgeren bag rattet gør, at der er fri passage mellem fører og passagersæde – og hvis du klapper kopholderen sammen, fri passage til bagsædet også.
På bagsædet er det tydeligt, hvad hensigten var, da man lavede CR-V: der skulle sidde to passagerer, og de skulle sidde godt. Bagsædet er derfor ikke delt op i den typiske 2+1-formation, men blot en 1+1 formation, så det ligner, at der kun er to bagsæder. Der er dog en tredje sele, men hvis man er så uheldig at skulle være midterpassager, skal man altså leve med at have de to individuelle armlæn i ryggen samt de øvrige bagsædepassagerers skarpe blikke i siden, affødt af deres akutte mangel på komfort.
Kørekomforten i Honda CR-V er, efter 2019-standarder, acceptabel, men ikke overvældende. Automatgearet er gammelt, og der skal ikke trykkes hårdt på speederen, før den vælger at køre hvert enkelt gear rigtig, rigtig langt ud. Man føler sig lidt dum, når man kører med så høje omdrejninger i en gammel SUV. Men det er svært at tage fra CR-V, at den øgede frihøjde og det dertil hørende gode udsyn simpelthen giver den helt rette følelse af overblik og mandighed på vejen. Firhjulstrækket skal man heller ikke helt kimse af, for det kan rent faktisk gøre søndagsturen til en sjovere oplevelse. Hvis bare man sørger for at køre steder hvor det er tilladt, kan man altså sagtens tage CR-V med ind i skoven og slå det indbyggede picnic-bord ud til en hyggelig kop kaffe – langt fra Hr. og Fru. Danmarks Passat’er og Insignia’er.
beem me up, scotty!